Der var hård frost i bjergene. Søen var næsten helt dækket af is, men ét sted forblev vandet åbent. Det var dér, ulven tumlede rundt. Den faldt ned i et hul og kunne ikke komme op.
Isen smuldrede under hans poter, han gled og styrtede ned i vandet igen. For hvert minut blev han svagere. Hans hoved holdt sig knap over overfladen, hans vejrtrækning var anstrengt, hans pels blev våd og trak ham ned.
En ældre kvinde gik i nærheden, hun samlede kvas. Hun hørte et plask og en mærkelig, hæs lyd. Da hun kom tættere på, så hun en enorm grå ulv drukne. Udyret var næsten holdt op med at kæmpe.
Den gamle kvinde tænkte ikke på frygt — foran hende var et vilddyr, der kunne være farligt. Hun fandt hurtigt en lang, tør gren, lagde sig ned på isen for ikke at falde og kravlede forsigtigt hen til hullet. Isen revnede under hende, men hun bevægede sig langsomt og forsigtigt.
«Hold fast,» sagde hun stille og rakte grenen frem.
Ulven smilede først, men han havde ikke kræfter til at være vred. Han greb fat i pinden med sine forpoter. Kvinden trak. Hans hænder rystede, hans ryg gjorde ondt, men hun slap ikke. Isen revnede igen, vandet plaskede ud over kanten, og endelig var ulvens tunge krop på overfladen.
Udyret lå der og trak vejret tungt. Den ene bagpote var vred ud — det var tydeligt, at den var brækket. Ulven forsøgte ikke at angribe. Han kiggede blot på kvinden, som om han forstod, at hun lige havde reddet hans liv.
Men i det øjeblik… De kom ud af skoven… Den gamle kvinde frøs til af frygt 😱😲
Kvinden var lige ved at kravle tilbage, da hun pludselig mærkede nogens blik på hende.
Skygger kom langsomt frem bag træerne. Ti par øjne glimtede i den frosne luft. Det var en flok. Ulvene lugtede et menneske og nærmede sig, klar til angreb. De forstod ikke, at det var denne person, der havde trukket deres kammerat op af det iskolde vand.
Den ældre kvinde frøs til. Der var ingen steder at løbe hen, og hun ville ikke have haft tid.
Og i det øjeblik rejste den sårede ulv sig med besvær. Han stod foran kvinden, dækkede hende med sin krop og knurrede ad flokken. Knurren var svag, men der var beslutsomhed i den. Ulven kiggede på sin egen, som om den gjorde det klart, at denne kvinde ikke måtte røres.
Flokken stoppede. I flere sekunder bevægede ingen sig. Så sænkede en af ulvene hovedet, og resten begyndte langsomt at trække sig tilbage.
Den sårede ulv kiggede tilbage på kvinden endnu engang. Der var ingen frygt eller vrede i hans blik — kun ro. Få sekunder senere vendte han sig om og humpede tilbage til sin rygsæk.
Kvinden blev efterladt alene på isen. Vinden blæste sneen væk, som om intet var hændt.
