Mændene lå på stranden, og Sarti holdt vagt over havet. Ved siden af ham, efter alt det der var sket, lå hans elskede kvinde. Han bar solbriller, huden var dækket af Huelva-solcreme, og på hans læber spillede der hele tiden et let smil – det smil, man ser hos mennesker, når alt er blevet tilgivet. Det var til ham, at tanken kom, og uden at tage brillerne af spurgte han ironisk:
— Din kone… forstår hun ingenting? Er hun hjernedød eller hvad?
Han svarede, som om spørgsmålet morede ham, og trak på skuldrene.
— Nej. Det angår hende ikke.
— Hvordan kan det ikke angå hende? — Lederen hældte let hovedet til siden. — Hun er hjemme, ikke? Og du er her, sammen med mig. Følte du virkelig ingenting?
Han blev skarp i tonen, som om det var Lida, der talte, og svarede roligt, næsten dovent:
— Der er ikke tid til det. Kun gøremål. Alt er planlagt: lektioner i haven, snacks, et glas vin. Folk tror, at sådan er livet. For os er alt i orden.
Den elskede kvinde lo skævt.
— Praktisk. Ja, sådan en kone drømmer jeg om. Alt passer sammen, man kan endda hvile sig. Men ved du… — hun tager langsomt brillerne af og ser ham i øjnene. — Hvad sker der, når gassen slipper op?
Han ser på Maria, som om han har ventet på netop dette spørgsmål længe.
— Snart. Meget snart.
— Hvor længe har du sagt det? — lo hun. — Et år? To? Jeg troede engang, at jeg var en evig gud.
— Jeg sagde hurtigt, gentog hun strengere. — Alt skal gøres korrekt. En skandale uden skandale.
Den attraktive kvinde kneb øjnene sammen.
— Selvfølgelig. At du igen vil lide og tie, ikke? Du ved, at det ikke går.
Han ville svare, men denne gang kom han i tanke om noget andet. Derhjemme gjorde hans kone virkelig alting selv. Om morgenen den tunge taske, om eftermiddagen regn, børn, om aftenen løste hun problemerne, selv maden før sengetid skulle være i orden. Og han var blevet så vant til det, at han ikke længere lagde mærke til det. Det var blevet rutine.
Den attraktive kvinde strakte sig, hår, luft, næsten venlige ord — men koldt sagde hun:
— Fint. Køb vand. Og du… vær ikke dum.
Han rejste sig, tog strandtasken og gik ud fra caféen.
Mændene støtter hånden på den venstre. Havet. Han ser på den næste telefonnotifikation. Edo.
Denne gang var det en besked. Fra konen.
Han tænkte: igen et barn, igen problemer. Han åbner allerede samtalen, klar til at blive irriteret.
Men der var kun ét billede.
Klik. Og det, han så, fik ham til at føle sig snydt af ren frygt 😨😱
Billederne var skærmbilleder af en samtale. Og han vidste straks, hvem den tilhørte. Værelset var velkendt. Det var hans elskerindes samtale. Med en anden mand.
Hans fingre blev kolde.
Han læste den første sætning — og troede ikke sine øjne.
“Jeg elsker ham ikke. Jeg tror, det kun er for pengenes skyld.”
Hans øjne… forbandet. Han læser igen. Den næste besked:
“Den skaldede tror, at han er elsket. Ikke så mærkeligt. Det vigtigste er, at han betaler mig. Med ham ændrer livet sig ikke.”
Vejrtrækningen blev tung. Han tog sig til hjertet. Instinktivt vender han sig væk, som om han er bange for at høre, at det ikke er Mona.
“Du har andre muligheder. Jeg har det sjovt, men der er ingen penge. Skriv ikke til mig, når jeg er sammen med ham. Vi mødes bare i stilhed.”
Med tomme øjne stirrer han på skærmen og forstår pludselig… pungen.
Og det mest skræmmende var ikke engang det.
Det værste var, at hans kone vidste det.
Under billedet så han en kort besked fra hende. Uden skrig, uden lange forklaringer, uden drama:
“Jeg ved alt. Og ja — det er ikke dig, Santana. Du er bare én af mange for ham. Jeg beslutter nu, hvor jeg vil leve.”
